 |
Mandag 17. marts
Nu skal min blog prøves - den har givet problemer indtil nu, og jeg har heller ikke kunnet oploade mine billeder, men nu skriver jeg altså her. Vi rejste i aftes kl. 23 afsted fra Saigon. Fik os fint indrettet i de to rum, vi var tildelt og kunne heldigvis have vores store kufferter under sæderne. Vi havde mange timer foran os i toget, så inden vi gik til ro, hyggede vi os i et par timer, men så gik det også fint med at sove, mens toget kørte os nordpå. Jeg tror, vi alle fik en god søvn, men mens Birgit og Tom fik en temmelig lang skønhedssøvn, var vi andre vågne omkring 8-tiden - Henning nok tidligere. Det var dejligt at kigge ud på Vietnam, der rullede forbi vores vinduer - snart var det havet, snart bølgende rismarker med travlhed, og også små og større byer og en del bjerge. Vi havde købt lidt ind til toget, men der var faktisk en del at købe i toget og også en lille enkel spiseafdeling. Det var et langt tog med 12 vogne, en del som vores vogn med 4 køjer, andre med 6 køjer og endelig en del vogne, hvor man skulle sidde op - dog i flysæder. Der er kun et spor, så ind imellem venter man på vigepladser, og derfor kan man nøjagtige tidsplaner. Vi var fremme kl. ca. 15.15, og kunne i bedste fald have været i Da Nang kl. 13. Vi blev afhentet på banegården og kørte gennem den flotte by med brede gader og smuk beplantning og liggende lige ud til havet. Vi blev godt modtaget på hotellet, har fået cykler og også allerede været henne for at se på stoffer hos en skrædder! Erik cykler ikke, da han ser dårligt, og Anette er ret uvant med at cykle, men vi skal ud at prøve vores færdigheder i aften, når vi skal ud at spise. Nu slapper vi af, får afleveret vasketøj og ser os lidt mere om. Det er varmt!
Banegården Danang
Henning
Gade med mange sælgere
Hverdagsbillede i Hoi An
Tirsdag 18. marts
Vi startede vores første hele dag i Hoi An med et dejligt morgenmåltid, og mødtes så for at se, hvad byen kan byde på i forhold til syning af tøj og køb af smykker. Vi tog turen på gåben og startede med at gå ned i byen, hvor vi kom forbi det meget store marked. Hele tiden får vi spørgsmål af travle sælgere - you buy from me - men det eneste, der i første omgang fandt nåde for flokken af danskere, var noget så specielt som soveposer i silke, som blev indkøbt til en god pris! Derefter handlede det om helt andre beløb, da vi kom ind hos sølvdamen Thao, hvor der blev spurgt både til guld, sølv, flotte perler og andresten, kæder, armbånd og øreringe. Det blev ordnet handler og bestillinger, og så gik turen videre til en silkefabrik, hvor vi fik forevist forskellige afdelinger af virksomheden, bl. a. så vi både små og store silkeorme i gang med at fortære morbærblade. Sidste stop var i nærheden af vores hotel, hvor Henning henviste os til en skrædder, som han syntes, var rigtig god. Allerede i går blev det afgivet ordrer, og minsandten om ikke de bestilte varer var klar til afhentning, og flere bestillinger blev afgivet. - man inspireres af både dejlige stoffer, de andre kunder og bøger med modeller - alt er muligt. Så var det ved at være frokosttid, og hvorfor ikke indtage den ved det store hav siddende bekvemt i skyggen, så vi cyklede til stranden. Lidt langt var der, men vi kom forbi mange huse på vejen, så det var en god cykeltur, og efter frokost var det snart tid til den første tur i bølgerne for dem, der havde lyst til det. Bølgerne slår ret hårdt ind mod stranden, så der var små revler at komme forbi, inden man kom uden for bølgeslaget. Vandet var i k k e varmt at komme i, men det blev meget dejligt, da vi havde været under. En masse unge piger går rundt derude som sælgere. De var ikke tilfredse med handelen, der var for stille, og vi hjalp ikke meget på omsætningen! Efter hjemkomsten havde vi god tid til at gå vore egne vegne, så vi har fået lidt styr på byen. I aften var vi så ude at spise hos en af Hennings bekendtskaber, nemlig Luu og Hung, som bor i et hus tæt på floden, hvor der hvert år opstår oversvømmelser, så de må bo på første sal ind imellem. Vi fik en meget lækker middag med forskellige retter, som de altid laver til festmiddage afsluttende med suppe. Deres datter er døvstum, men meget interesseret i at få besked om tingene. Hun ville have hold på, hvem der var gift med hvem, hvorfor Birgit og jeg ikke havde nogen mand, og hvor mange børn, vi har, og om det var drenge eller piger. Efter en hyggelig aften gik vi hjemad gennem de noget mere stille gader.
På vej til stranden
Hoi An strand
På vej mod et besøg på en silkefabrik
Onsdag 19. marts
Vi får dejlig morgenmad her i Hoi An, men programmet byder på meget, så tidligt op, morgenmad og så blive klar til dagens oplevelser - det er parolen. I dag skulle vi være klar fra kl. 7.30, da vi skulle hentes af en bus, der skulle hente gæster fra flere hoteller, og derfor var der ikke noget præcist tidspunkt. Vi måtte dog ikke vente særligt længe, og da bussen blev fyldt helt op med turister, der ville på havet og sejle til Cham Island, som ligger ca. 20 km ude i havet, gik det mod havnen, og vi kom om bord i en stor motorbåd, fik redningsveste på, og så gik det bogstaveligt af sted over bølgerne, for båden hoppede og sprang og slog hårdt imod bølgerne, så vi syntes, det var lidt rigeligt, men ingen blev dårlige. Jeg besøgte øen for 6 år siden og syntes, det var paradisisk at gå hen over rismarkerne til en lille pagode. Nu var der noget, der lignede rismarker med diger, men man følte, man blot havde bevaret dem for at man skulle få fornemmelsen af vandring over rismarker - og den fornemmelse udeblev ganske - også fordi vores guide slet ikke tog vejen over rismarkerne, men valgte den almindelige og længere vej. Strandturen, som i 2008 gik til en ganske uforstyrret strand med en meget enkel restaurant og hængekøjer under palmetræerne i stedet for liggestol ved liggestol, som der var ved den strand, vi blev henvist til nu, viser, hvad det betyder, at turismen er mangedoblet. Henning vil overveje at ændre programpunktet Cham Island, siger han. Men vi spiste, badede og lå i hængekøjer, og vi fik igen en rystetur, da turen gik mod fastlandet igen. Derefter var der "frikvarter", og hver især fandt på at bruge resten af eftermiddagen på bedste vis. Birgit og jeg gik tre huse hen og fik en meget dejlig ansigtsbehandling og manicure og pedicure, inden vi gik til skrædderen for at hente vores bestilte varer, som vi var meget tilfredse med. I aften har der så været stor fest på hotellet. Henning fejrede sin kommende fødselsdag for over 40 gæster. Det blev en meget fin aften. Vietnameserne synger meget og gerne, og de underholdt med mange sange, og den lille flok danskere havde forberedt en fødselsdagssang til Henning, som også blev vel modtaget - af Henning - og hele selskabet. Kl. 22.30 var alle vietnamesiske gæster borte, og vores lille gruppe kunne evaluere aftenens begivenheder. Alle var enige om, at det havde været en fin aften.
Gadekøkken
Pagode på Cham Island
Havnen i Hoi An
Torsdag 20. marts
Slowboat from Hoi An Son Phong, Vietnam
Som det antydes i overskriften, var dagens sejltur noget anderledes end gårsdagens. På cykel bevægede vi os ned gennem de travle gader i Hoi An. Selv om der ikke er specielt mange biler, er der til gengæld motorcykler og scootere på vej i alle retninger i krydsene. Det giver nogle problemer ind imellem, men vi har ikke oplevet noget, der har været rigtig farligt - heldigvis. Vi skulle finde vej ned til havnen, hvor vi fik cyklerne om bord på en båd, og vi blev derefter sejlet over til en ø en halv times sejltur fra Hoi An. Det var dejligt at sidde i båden og kigge ind på kysten med både huse og palmetræer. I Hoi An tårnede et stort hotel sig op over alle andre bygninger, og på vandet var der travlhed. Fra den ø vi sejlede over til, kom flere store både med mange mennesker om bord - folk, der med deres motorcykel om bord, var på vej på arbejde i Hoi An. Vores sejltur bragte os rundt på tre øer. Til at finde vej havde vi en ung vietnamesisk mand Ahn med, som havde Erik bag på sin motorcykel. Første stop var ved et træskæreri, hvor der var mange kønne ting at kigge på - og købe - inden vi kørte igennem byen, hvor hvert hus næsten har en lille biks af en forretning med små fornødenheder, og en eller måske to personer sidder og falbyder varerne, mens man cykler forbi. Derefter kørte vi ud på landet, hvor rismarkerne stod flotte og grønne. På et tidspunkt kørte vi forbi en ret stor kirkegård fra Vietnamkrigens tid. Det gik over en bro til en ny ø, og endnu en ø blev besøgt. Det var en rigtig dejlig tur gennem skøn natur o g med meget lidt trafik, og da kl. blev 10.30 begyndte børnene at komme fra skole og vi blev mødt af deres glade "Hello," når de så os. Vi fik også lidt at drikke på et meget enkelt cafeteria, og vores båd var ankret op på den tredje ø for at hente os. Tidligere var der en bambusbro fra den ene ø til den anden, men der var fine nye broer fra ø til ø. Sejlturen hjemad var noget længere, og på vejen så vi mange store fiskenet hejst op på fire stager. Hvordan de kom ned i vandet, ved jeg ikke, men hvis de blot blev nogen lunde fyldt, ville det være et stort arbejde at få fisken bragt i land. Hjemme igen besøgte vi en en riskagefabrik, hvor vi fik en lille rundvisning samt en stor riskage hver. Fabrikken ejes af Mao, som er en af Hennings bekendte, som også var med til festen i aftes. Derefter var det tid til frokost. Vi fandt en dejlig restaurant nede på havnen, hvor der altid er liv og meget at kigge på. Vi fik også set den Japanske Bro. Eftermiddagen kunne derefter bruges efter forgodtbefindede, så der blev kigget på byen, sovet, handlet, skrevet postkort , badet i swimmingpoolen og måske noget helt andet. Kl. 19 var vi på en dejlig restaurant midt i byen, hvor vi sad dejligt på første sal lige ud til en balkon og fik en delikat middag. Vi fik en lille snak med et par danske piger fra Odense, som var på rejse i Thailand, Vietnam og derefter skulle de til Bali. Erik, Anette, Gunver, Tom og Henning gik videre til en anden restaurant bagefter, mens Birgit og jeg gik hjemad.
Gruppen på cafe
Riskagefabrik
Maos riskagefabrik
Nede ved havnen i Hoi An
Hoi An's vartegn: Den japanske Bro
Besøg hos Thao fra 41 le Laye
Fredag 21. marts
I dag har vi været ude af denne lille herlige ferieby for at besøge en skole for døve børn i Da Nang, Village of Hope. Med os var Luu, som vi besøgte i forgårs og hendes døve datter, som var med for at besøge venner, som hun stadig har på skolen. Vi fik først en lille introduktion af vicedirektøren, som kunne fortælle - på vietnamesisk, så Luu var tolk - at der kun var 18 døve børn på skolen, som er en privat institution drevet for sponsormidler. Desuden er der en del fattige eller hjemløse børn, som får en chance ved at være på dette sted. Kun de døve undervises på skolen, de andre går i skole ude i byen. Henning havde et par sponsorgaver at aflevere plus en masse billeder af børnene, som de spændte fik delt ud, mens vi spiste frokost sammen med dem. Der var oprettet en ældreafdeling inde på området - en slags genhusning, indtil nye boliger blev bygget, til dem, hvilket drejer sig om flere år. Efter besøget på skolen var vi inde på Cham museet med udstilling af stenfigurer, som er mere end 1000 år gamle. Der var masser af europæiske turister derinde. Jeg mindedes en meget flot figur fra første besøg, men fandt den desværre ikke, og da jeg forsøgte at spørge efter den, sagde de, at den var lånt ud til en anden udstilling. Hjemme igen tog fem af os videre til et massagested, hvor vi fik en dejlig behandling, mens Gunver og Tom gik ned i byen. Vi var også ovre at aflevere vasketøj og hente tøj hos skrædderen. Hun har været rigtig god - lavet de bestilte varer fra den ene dag til den næste, og det meste har passet med det samme. Sidst på eftermiddagen fik vi pludselig en kæmpestor regnbyge. Tom og Gunver var nede i byen og nåede at blive ganske våde, inden de kom i ly og fik købt et par regnfrakker. Gruppen er ikke cyklister, så da vi skulle ud at spise i aften, fik de lov at stå parkeret foran hotellet. Henning cyklede dog for ikke at overanstrenge sit dårlige bed. Vi besøgte Sy og hans familie - entrepenør og far til Ahn, som var med os på cykeltur på øerne. De havde dækket et langt bord til os, og igen var der lavet djlig mad til os, og vi havde et hyggeligt måltid. Jeg sad ved siden af Ahns kone, som var rigtig god til engelsk og meget interesseret i at høre noget om vores tur og mange andre ting. De bor nede i havneområdet, hvor der var livlig trafik og handel, da vi gik hjem.
På skolen Village of Hope
På skolen Village of Hope
På Village of Hope
Undervisning på skolen Village of Hope. Vi ser Luu i billedet
På skolen Village of Hope
Pigerne og drengene spiser hver for sig på Village of Hope
Lørdag 22. marts
Indtil nu er det ikke blevet til meget med at cykle her i Hoi An, men i hvert fald har Birgit og jeg i den grad slidt på vores cykler i dag, da vi har cyklet op mod 25 km i løbet af dagen - Gunver og Tom har cyklet 12, mens Anette og Erik har siddet på bagsædet på motorcykler på turen på de 12 km. Birgit og jeg tog med Henning på besøg på et 5stjernet hotel ved stranden, hvor Henning kender direktøren. Desværre var hun til møde i Saigon, så vi kom ikke til at hilse på hende, og endnu mere desværre- så var vejret i dag helt anderledes. Ingen sol, og temperaturen kun nogle grader over de 20, og så kom der en større byge, og i nat regnede det også. Da vi kom ud til svimmingpoolen på hotellet, kunne vi også se ud over vandet. Der var en kraftig vind, der stod lige ind, og bølgerne var temmelig høje. Af samme grund blev vi der ikke længe - kun længe nok til, at Henning fik afleveret billeder til forskellige ansatte, som han havde taget sidste gang, og de blev modtaget med stor glæde. Tilbage i Hoi An satte vi straks kursen mod et andet stjernehotel - denne gang dog et med kun 4 stjerner. Ahns kone arbejder der, og hun havde i aftes tilbudt os en rundvisning, hvis vi kom forbi. Vi så bl. a. en suite med stor balkon og udsigt , som med drikkevarer, incl. en flaske vin pr dag - kostede godt 100$. Der kunne man godt holde ud at bo nogle dage! Så var det blevet frokost, og vi mødtes alle med Thao - sølvsmeden - på en restaurant midt i byen, og vi fik igen et lækkert måltid. Igen skiltes gruppens veje, og kl. 15 mødtes Birgit og jeg med Henning for at tage på besøg hos Luu, som havde indbudt os til at komme og se hendes undervisning af privatelever. Inden da var vi ved sølvsmeden for at hente de ting, vi havde bestilt, og alle var glade for deres køb. Hos Luu sad godt 10 børn og fik privat engelskundervisning. De sang for os og kunne sige, hvad de hed og hvor gamle de var, og så kom det næste hold, inden vi igen forlod dem. I aften har vi så været næsten uden for byen for at besøge en anden Thao, som arbejder på silkefabrikken. Det var første gang Henning var der, så han var ikke klar over, hvor langt der var ud til dem. Vi klarede dog turen fint, og de to ægtepar klarede at sidde på gulvet, mens vi spiste, mens Henning, Birgit og jeg bad om at sidde på stole under middagen. De var, som alle de andre, vi har besøgt, meget søde og venlige at besøge, og igen fik vi dejlig mad. Lidt før 22 var vi hjemme igen. I morgen er det til at sige farvel til denne dejlige by!
Hoi An
Hoi An
Hoi An